Levende og moderne formidling

Sprogbutikken Profil Inger Helle-Nielsen Sproget i virksomheden Situationer og behov Analyse af virksomhedens skriftlige materiale Sprogpolitik Eksempler Tekstarbejde Eksempler Individuel support Kurser Forløb Teoribog ''Med andre ord'' Udvalgte afsnit Kontakt Kundeliste Sprog i dag Godt nytår (med stort eller småt) Fra kancellistil til moderne sprog Det korrekte komma Det gode mailsprog Sammenhæng mellem mundtlig og skriftlig kommunikation Jeg, mig, man og du At lugte og at dufte Forside

Jeg, mig, man og du

Jeg og mig

Det begyndte med ”Mig og Charly”. Filmen, der i 1978 skildrede de to unge mænd, Charly og Steffen, som oplever lidt af hvert og udvikler et venskab, der bryder med de traditionelle normer.

Normerne blev også brudt, da instruktøren Morten Arnfred med filmens titel introducerede den talemåde, at man skulle nævne sig selv først. Indtil da havde det været god tone, at man nævnte sig selv sidst og tog den mindste kage på fadet, når det kom forbi.

Jeg tror, at udtrykket Mig og Charly havde store konsekvenser for de nye generationers sprogbrug. I dag hører man sjældent en person på under 40 år nævne sig selv sidst. Og jeg tror faktisk også, udtrykket har haft betydning for, hvordan unge opfatter sig selv i forhold til andre mennesker. Sproget afspejler vores adfærd – men påvirkes vores adfærd ikke også af vores sprog?

”Vi har for tre år siden købt en lejlighed i Sydfrankrig, og der tager vi ned i en måned. Det har vi gjort til en tradition. Det er mig og min kone og mine to små piger på halvandet og fire år.”

En kendt person fortæller til et formiddagsblad, hvordan han vil tilbringe sin ferie i år.

Efter min mening er der ikke meget ridder over en mand, der kan nævne sig selv før alle andre i sin familie. Gad vide om ikke han også ville redde sig selv først, hvis ulykken ramte, og det gjaldt om at spæne.

I hvert fald er det de færreste unge – igen under 40 – der kunne drømme om at lade andre komme ind ad en dør, før de selv maser sig igennem. Det er blevet helt legalt at tænke på sig selv først. En udvikling, der har været hjulpet godt på vej af os forældre, der konsekvent har skubbet vores ønskebørn hen, hvor der var bedst.

Jeg ville altid sige Bent og jeg… Og her er vi så ved artiklens andet tema. Nemlig om det hedder

mig eller jeg

Ifølge ”Håndbog i nudansk”, en af mine bibler, er det i nogle tilfælde acceptabelt at bruge en form, der afviger fra hovedreglen. Derfor vil det være o.k. at skrive og sige både:

Bent og jeg og Bent og mig

I filmtitlen ”Mig og Charly” må man gå ud fra, at ordene indleder en underforstået sætning som f.eks.: Mig og Charly er venner. I dette tilfælde er det hovedreglen, at man skal bruge formen jeg, fordi Charly og jeg står som grundled i sætningen. Men det er blevet almindeligt at bruge mig i denne sammenhæng, og derfor kan det nu accepteres.

Den holdning til sproget, der kommer til udtryk ved, at ukorrekte former bliver acceptable, forarger mange mennesker. Men holdningen skal ses som udtryk for, at sproget er vores alle sammens redskab. Derfor prioriteres sprogformer, som med tiden er blevet almindeligt brugte. Lige som vi accepterer så mange andre forhold, der ændrer sig med tiden. Nye og lidt skæve former kan efter min mening også virke forfriskende og skærpe modtagerens opmærksomhed.

Kan man så helt skrive og tale, som man har lyst til? Svaret må være, at der er god grund til at holde fast i de grundlæggende regler, især hvis en ukorrekt form kan give anledning til misforståelser.

Med en sådan holdning prioriterer man jo netop, at vi skal bruge sproget til at kommunikere med, og at al kommunikation helst skal være vellykket. Det vil sige, at modtageren gerne skal kunne forstå, hvad afsenderen siger og skriver.

Man og du

”Man tror, man kan huske en titel, men det kan man efterhånden ikke”, har jeg lige stået og sagt henne hos boghandleren. Det er noget værre vrøvl. Jeg havde rejst mig fra min pc og var taget til boghandlen for at købe et nyt og tidssvarende eksemplar af den håndbog, jeg lige nu sidder og bruger.

Inden jeg kørte, kiggede jeg nøje på titlen, så jeg kunne huske, hvad det var, jeg skulle se efter. Da jeg kom hen til boghandlen havde jeg glemt titlen og kiggede derfor forvirret mellem diverse ordbøger, indtil jeg med venlig assistance fandt, hvad jeg søgte. Jeg tror altså, jeg kan huske en titel, men det kan jeg efterhånden ikke. Hvorfor siger jeg så man?

Ved at bruge man får jeg flyttet fokus væk fra mig selv. Det at glemme titler bliver almengjort, som om det er noget, alle gør. Men det er jo noget vrøvl. Der er stadigvæk mange mennesker, der kan huske. I situationen var det mig, der oplevede et af mine aldersbetingede hukommelsessvigt. Det var nok den erkendelse, jeg prøvede at flygte fra.

Jeg er ikke alene om at bruge man i en situation, hvor det ville være rimeligt at bruge jeg. Det gør mange mennesker i dag. F.eks. har jeg hørt Kronprins Frederik bruge udtrykket i en TV-udsendelse, hvor man så de kongelige ride på kameler.

”Man morede sig”, sagde kronprinsen om en episode, hvor seerne kunne følge en grinende prins på kamelen. Han kunne have sagt: ”Jeg morede mig..”, men det var åbenbart for pinligt at skulle indrømme for åben skærm.

Sprogformen man bruges korrekt, når man taler om en ubestemt person eller persongruppe. Men når det står klart, hvem der er tale om, udtrykker valget af ”man” et behov for at gemme sig i mængden.

Den samme funktion har ordet du, når det bruges i stedet for jeg. En skuespiller udtalte for nyligt følgende i en avis:

”Man mander sig utroligt op, når man er på scenen. Derefter er det en boksekamp. Bagefter kan du mærke alle slagene. Du slutter 23.30 – og du skal op kl.6  for at sende børnene i skole. Du kan ikke falde i søvn, det hele kører for dig. Det stopper ikke. Det sker, at jeg kommer hjem og hælder en stor cognac eller whisky op – og falder ned. Så kan man mærke, hvor usundt alkohol dybest set er for kroppen.”

Kun én gang bruger personen jeg. Men hele vejen er det jo ham selv, han fortæller om. Dels er det vel ikke alle, der har de samme følelser, dels er det vel ikke alle skuespillere, der skal op og sende sine børn i skole. Det er ham. Men det kommer for tæt på og bliver for afslørende, hvis han sætter jeg ind i teksten.

Korrekt anvendt er du et stedord i tiltaleform. Skuespilleren taler til en journalist, og det er faktisk hende eller ham, der spiller hovedrollen i historien, hvis man skulle tage sproget for pålydende. Når man bruger du i stedet for jeg, risikerer man faktisk, at modtageren  misforstår budskabet og ikke ved, hvem der tales om.

Og hvad er formålet med at bruge du i stedet for jeg? Igen handler det om at lægge afstand til det, man siger. ”Du kan ikke falde i søvn, det hele kører for dig” er en ubehagelig situation at være i.

Derfor vælger skuespilleren at dele den med nogen. Dig, f.eks., der læser udtalelsen. Så er han ikke alene om oplevelsen, så er det noget, I er fælles om. Og igen bliver situationen almengjort. Det er noget, alle oplever. Det er ikke kun den pågældende, der oplever at miste kontrollen.

Jeg mener, det er et tidstypisk træk, at vi vælger den distancerede form af stedordene, når vi fortæller noget. Men jeg kan ikke lige på stedet gennemskue den socialpsykologiske baggrund for dette valg. Er vi bange for at tage ansvar? Er vi blevet sårbare i forhold til at stille os selv til skue?

Det hænger jo så ikke sammen med det, jeg har skrevet om tidligere i teksten. At vi nævner os selv først.

På mange andre måder vælger det moderne menneske ofte et mellemled – en distance - når vi kommunikerer. Chatrummet, mailen, sms`en eller kontaktannoncer af forskellig slags. Hvorfor mon? Sproget afslører, at vi også gør det, når vi taler og skriver om os selv.

:

Telefon: 44 95 24 93 | E-mail: ihn@hellekomm.dk

: